HJERTESTARTERE PÅ KOLDING HAVN ER TILGÆNGELIGE DØGNET RUNDT

//HJERTESTARTERE PÅ KOLDING HAVN ER TILGÆNGELIGE DØGNET RUNDT

HJERTESTARTERE PÅ KOLDING HAVN ER TILGÆNGELIGE DØGNET RUNDT

”Vi har ønsket, at gøre vores hjertestartere tilgængelige for alle, som færdes ved havnen – for spørgsmålet om liv og lemmer vedrører jo os alle” siger teknik- og miljøchef Niels-Christian Porskjær i forbindelse med, at der er opsat to hjertestartere ved Kolding Havn.
”Vi har valgt at opsætte hjertestartere udendørs ved havnekontoret på Jens Holms Vej 1 og i vores driftsafdeling på Trindholmsgade 41 med adgang fra å-siden, hvor mange færdes. Fra de positioner kan de hurtigt komme i indsats, både under vores normale arbejdsdag og i fritiden med anden trafik ved havnen, Jens Holms Vej og åen. Der er eksempelvis en del persontrafik via tunnelen til og fra banegården.”

Kolding Havn har i flere år haft to hjertestartere, men de var opsat indendørs, som man typisk gjorde tidligere. Nu er de monteret udendørs i særlige skabe med overvågning af alarmer. Opsættelsen udendørs er en fortsættelse af havnens løbende arbejde med sikkerhed. Tidligere har Kolding Havn gennemført tre synlige tiltag på havnen: opsætning af redningskranse ved havnebassinet, opsætning af SOS-skilte med GPS-positioner samt markering af gule stiger, som kan redde en drukningstruet tilbage i sikkerhed på kajen. I forbindelse med udflytningen af hjertestarterne bliver der afholdt et internt kursus på Kolding Havn, så alle har i frisk erindring, hvordan apparatet skal benyttes, hvis der konstateres et hjertestop.

”Vi har naturligvis registreret vores hjertestartere, så alle kan finde dem med en app på telefonen og så alarm 112 kan se dem. Man skal i øvrigt altid ringe 112 som det første ved hjertestop,” slutter Niels-Christian Porskjær.

2018-04-18T13:04:14+00:00