Fornyelse og forenkling af adgang til havnen

cover til nyhedsbrev december 2025 fra kolding havn

De primære driftsområder på Kolding Havn er underlagt internationale sikringsregler, også kendt som ISPS-koden (International Ship and Port Facility Security Code), der regulerer sikkerheden i skibsfarten og havnefaciliteter. Derfor har vi kontrolleret adgang til de arealer på havnen, hvor havnevirksomhederne og organisationen Kolding Havn opererer, afvikler skibe, driver pakhuse, etc.

Fra december måned og frem til foråret 2026 sker en markant opdatering af havnens adgangssystemer, som skal gøre dem hurtigere og mere enkle, uden det går ud over sikkerheden.

For det første implementeres nummerpladeskanning, så det er køretøjets nummerplade, der giver adgang til havnen. Vi er dermed ikke mere afhængige af tredjepartsenheder som f.eks. BroBizz, der helt udfases i løbet af 2026.

For det andet opsættes bomme foran havnens hovedporte, så de store porte kan stå åbne i den primære arbejdstid og adgang reguleres med de lettere og hurtigere bomme.

For det tredje sker en udskiftning af samtlige kameraer på havnen, der sammen med et opdateret datanetværk leverer en væsentlig bedre videokvalitet end hidtil, hvilket betyder et klart plus for havnens overvågning og sikring.

For det fjerde implementeres nyt software til at styre de fysiske bomme, porte og døre på havnen – også her er der tale om en klar forbedring med moderne brugerinterface og større tilgængelighed, f.eks. via smartphones.

CEO hos Kolding Havn Heino Svenningsen siger om de nye tiltag: ”Det er vores opgave hos Kolding Havn at understøtte virksomhederne på havnen forretningsmæssigt – med de nye adgangssystemer gør vi det mere enkelt og hurtigere, såvel i den fysiske håndtering ved portene som den bagvedliggende administration af adgangsforholdene.

Sammen med udfasningen af BroBizz vil vi stoppe opkrævning af det årlige beløb pr. køretøj for adgang til havnen – vi vil fremadrettet hellere se adgangsforhold som en del af havnens service til havnevirksomhederne og øvrige havneinteressenter. På inderhavnen, hvor vi ikke har direkte havnedrift, er der fri adgang og vi udvikler bevidst området, så det bliver mere attraktivt at opholde sig hér. På sigt vil det sikkert tiltrække andre aktører, som vi har set det med tilbuddet om saunagus.”

Der forventes yderligere en gevinst ved at anvende bomme i hverdagen, frem for de store og mere komplekse porte: Forsikringsskader på porte i løbet af et regnskabsår forventes at falde i omfang økonomisk og administrativt, hvilket vil komme alle implicerede til gode.

Fremgang for alle hovedgrupper af gods

Der er år til dato fremgang i godsmængder for 10 ud af de 14 grupperinger af godstyper, som vi normalt sammenligner. Mere væsentligt er det, at de mest betydende godstyper alle er i fremgang, sammenlignet med et ellers meget driftigt sidste år.

Det er blandt andet gods som biomasse/biobrændsel, foderstoffer, sten/skærver, kunstgødning, korn og cement som er i god fremgang med antal tons, år til dato.

Selv om julefreden så småt sænker sig over den gamle havn, har vi allerede anmeldte skibe mellem jul og nytår – som altid har vi åbent for skibstrafik, ikke kun mellem nytår og jul, men også omvendt.

Anlæg til højvandssikring

Et stort område i den centrale bydel skal sikres af den nye højvandssikring, som etableres på Sydkajen, en samlet strækning fra spillestedet Godset og helt ud til diget ved Marina Syd – vel at mærke, når den flytbare del af sikringen er opsat (se billede).

I forhold til de oprindelige planer er færdiggørelse af højvandssikringen forsinket og ventes færdig pr. 1. april 2026. Beredskabet hos Kolding kommune har indkøbt midlertidigt værn mod vandmasserne, skulle det vise sig nødvendigt at indsætte dem, hvor der fortsat mangler færdiggørelse af den mere permanente højvandssikring.

Opsætningen af en større del af de flytbare elementer til den permanente højvandssikring – som blandt andet skal krydse Jens Holms Vej ved højvande – blev testet med en øvelse 25. november. Der afholdes igen en øvelse, denne gang i fuld skala, når graden af færdiggørelse er tilstrækkelig, forventeligt i løbet af januar måned.

Jule- og nytårshilsen

Julen står snart for døren og et nyt år venter lige om hjørnet. Selv december og juletiden er travl på den gamle havn – som en afrunding af året 2025 med til tider ekstrem travlhed.

To år i træk med meget højt aktivitetsniveau – 2024 og 2025 – giver gode forhåbninger for 2026 og fremtiden i det hele taget. Mange parametre peger på en fortsat positiv udvikling for skibsfarten, både nationalt med fornyet interesse for havnenes betydning og internationalt med EU’s erklærede mål om, at flere varer skal transporteres med skib. Hertil kommer en fortsat folkelig interesse for, hvor langt væk, vi henter vores varer og forbrugsgoder samt hvor CO2-belastet forskellige varegrupper er. Tilsammen kan det betyde en fortsat god udvikling i specielt Short-Sea-Shipping segmentet, hvor vi ligger geografisk fordelagtigt med østersøregionen, men også det øvrige nordlige og vestlige Europa.

Med håbet om endnu et kommende godt år for skibsfarten og for byens erhvervshavn, ønsker Kolding Havn alle en glædelig jul og et godt nytår – med en særlig tak til dem, som læser med hér og som følger os på sociale medier, specielt Facebook og Linkedin.