Lær Jesper at kende lige her
Jesper H. Eriksen er medlem af Kolding Havns bestyrelse – her kan du læse mere om hans baggrund samt hvad der driver ham i bestyrelsesarbejdet på havnen. Med erfaring fra kendte virksomheder som Prime Cargo, Arla, Nilfisk, Berlingske og Kims er det, med Jespers egne ord, let at forklare om den erhvervsmæssige baggrund.
Som født og opvokset på en gård har Jesper bevaret en jordbundet og praktisk tilgang til opgaverne – også selv om en mastergrad i økonomi og den betydelige erhvervserfaring har givet en mere analytisk tilgang.
Den mere private baggrund er en sammenbragt familie med fem børn – hvor kæresten og katten er tilbage nu, hvor børnene er flyttet hjemmefra.
Hvad siger Jesper om at være blevet en del af bestyrelsen
”Jeg er begejstret for bestyrelsesarbejdet, hvor vi har forskellige profiler og kompetencer – vi er meget åbne i vores drøftelser og vi er gode til at nå konsensus”, indleder Jesper. ”Med vores samarbejde når vi længere, end vi kunne opnå individuelt – ja, vi spiller hinanden gode i bestyrelsen.”
For Jesper var det et naturligt step at sige ”ja tak” til bestyrelsesarbejdet, hvor fælles idealer og ditto ambitioner betyder meget for ham. Han ser et stort potentiale for havnen – også i fremtiden.
”Det vigtigste er, at vi rækker hånden ud med vores kompetencer på havnen såsom håndtering af gods og klassiske havneservices såvel udleje af ejendomme – til vores ejere, kunder og medarbejdere. Vi vil gøre os fortjent til det gode samarbejde og den helt nødvendige, for ikke at sige afgørende, tillid mellem parterne. Sagt på en anden måde: vi arbejder for rene linjer uden rævekager, med ærlighed og logik,”
siger Jesper H. Eriksen med et smil.
En placering stort set midt i byen giver også havnen sociale forpligtelser: med jobskabelse og skattegrundlag, som både er direkte og indirekte med underleverandører samt afledte effekter af havnedriften. Kolding Havn ligger efter en lang Kolding Fjord, som til gengæld sikrer længere transport med skib og færre kilometer på landevejene – dét er godt for både forretningen og miljøet.
”Mange ser nok den grønne udvikling som noget, man skal efterleve eller som en begrænsning – jeg har den tilgang, at vi i stedet skal gøre den grønne omstilling til en del af havnens strategi, hvor vi skal bidrage og gøre en forskel. Vores havn i Kolding skal være en krumtap for den grønne omstilling – som havne nok bør være i det hele taget. Med denne tilgang kan vi møde både kunder og potentielle kunder – hvor der givet vil vise sig nye forretningsmuligheder. Vi skal i bestyrelse være med til at sætte retning og rammer, så havnens operative del kan levere endnu flere succeser – også under fremtidens vilkår.”
Hvordan vil Jesper hjælpe Kolding Havn?
Det går igen med Jespers tilgang, at vi ikke må glemme forretningen og indtjeningen – den økonomiske baggrund fornægter sig ikke. ”Vi må ikke glemme bundlinjen, hverken hos os selv eller hos kunderne – det er kunden, vores lejer, som i høj grad er med til at skabe værdi hos os.”
”Vi skal afklare eventuelle usikkerheder, så vi ser flere investeringer på Kolding Havn – igen er tilliden afgørende. Jeg ser mulighed for, at der kommer en ketchup effekt, hvor bare én større investering vil trække flere med sig.”
”For mig er det mennesker først – det gælder både ejere, kunder og medarbejdere. Vores tilgang bør være: ”Hvor kan vi hjælpe i den grønne omstilling” – vi må gerne blive eksperter på dette område også. Hvis jeg skal prioritere, er det tillid og samarbejde før de flotte strategier”, slutter Jesper H. Eriksen.